Anbefalinger fra et forældreperspektiv til gymnaster og forældre:

- Vores trænere er frivillige og bruger mange timer af deres private tid på vores unger. Husk at sige tak 🙏🏼 Det er generelt svært at finde trænere og derfor er det super vigtigt at vi holder en konstruktiv tone og generelt husker at vi er med i en forening, hvor vi er bedst når vi alle giver en hånd med. ❤️

- I starten af sæsonen, typisk i september, afholdes der et forældremøde hvor forventninger til sæsonen og anden god information deles. Det er en rigtig god idé at prioritere at komme til forældremødet.

- Prøv at prioritere de sociale dage og weekendtræningerne for de hold hvor dette forekommer. Det er virkelig nogle fede dage for gymnasterne. 🥳 Foreningen har ikke uanede midler, så der kan forekomme egenbetaling eller sammenskudsgilde til socialearrangmenter og/eller weekendtræninger.

- I løbet af forårssæsonen er nogle hold typisk til 4-5 opvisninger. DGI Kontoret har nogle forårsopvisninger i Roskilde, Kalundborg og i Holbæk (Sportsby eller Fælled), hvor vi prøver at få en plads, og derudover er der mulighed for at lave opvisning på Skvulp, til Tuse Byfest og så selvfølgelig vores egen lokalopvisning i Tuse hallen i marts. Der bliver meldt ud når datoerne og deltagelsen er endeligt bekræftet.

- Nogle hold opretter facebookgrupper til information eller koordination af forkelligt. I forbindelse med opvisningerne eller weekendtræninger i andre byer kan vi forældre koordinere kørsel, skrive ud hvis man har glemt noget eller hvad der nu er behov for. Vi er faktisk rigtig gode til at hjælpe hinanden som forældre. Skriv endelig også hvis din gymnast mangler kørsel, der er helt sikkert altid en plads. Vi er nogle forældre, som er fast inventar til alle opvisninger. 😍🙋‍♀️

- Til opvisninger er det altid en god ide at komme i god tid. Det er vildt spændende (hvis du spørger mig) at se de andres holds opvisninger, hvilke temaer de har valgt, dragter mv. Gymnasterne kan også bedre få ro på nerverne, hvis man ikke ankommer i sidste minut. Man kan altid tjekke programmet for eventet ved at google det, og se om der er særlige ting man skal være opmærksomme på. Der plejer til de fleste gymnastik events at være virkelig mange mennesker, så beregn ekstra tid til kørsel og særligt til parkering.

- Til de fleste opvisninger betaler man som publikum for en billet. Tænk på det som et bidrag til den forening eller det sted, som afholder eventet. Det er virkelig dyrt med lys, lyd, leje af diverse sager for at få et event på plads, og alle er som regel frivillige. Sig tak for alt det de gør for vores unger og klag ikke over billetprisen. Jeg garanterer at ingen tjener noget, som ikke går til gymnasterne i sidste ende.

- Hver gang en gymnast melder afbud til en opvisning skal trænerne lave opstillingen om for hele holdet. Det gør de naturligvis gerne, men husk som forælder/gymnast at melde afbud i god tid, så ikke trænerne står på dagen og skal lave om på en masse.

- Til nogle få events skal foreningen selv medbringe vores egne redskaber. Det er f.eks. Skvulp og Tuse Byfest. Hvis du har mulighed for det, så giv en hånd med at køre med trailer eller bære. Det er som regel meget få mennesker som står for utrolig meget logistik, og der kan altid bruges en hånd mere.

- Der er mulighed for “Åben Spring” i andre byer, hvor man i nogle udvalgte weekender kan tage i et springcenter og lege løs med gymnastikvenner. Vi forældre kan prøve at koordinere nogle ture, hvis springerne har lyst. Tjek f.eks. GIF: Gymnastik Gladsaxe | Info om familieaktiviteter og lørdagsTons eller Åben SPRING Træning på Sorø Gymnastikefterskole eller åbne træninger nogle udvalgte søndage i Roskilde.

- Der er ofte gymnastikcamps i ferier, som kan være lærerige og hyggelige at tage med til. F.eks. Vejstrup, Sorø Gymnastikefterskole, Vesterlund, Stevns, og mange mange flere. Bare google: Gymnastik Camp 2024 og se de mange muligheder. Mega hyggeligt at tage afsted sammen i en flok.